Basics historie

Basic Big Band blev dannet i foråret 1992, og har sin oprindelse på Langeland, men består i dag af musikere fra hele det sydfynske område. Orkestret er i dag hjemmehørende i Svendborg. Basic Big Band spiller både den go’e gamle bigbandmusik a la Count Basie og Sammy Nestico, og et nyere repertoire. Orkestret holder af udfordringer og spiller gerne Hendrix-numre i Gil Evans’ arrangementer, moderne arrangementer af Kathrine Windfeld og en samba til festen.

Bandet ledes af Jesper Vognsgaard, der også spiller 1.altsaxofon.

Basic Bigbands historie strækker sig som bekendt helt tilbage til 1992. Vores nye webmaster har snuset lidt rundt i arkiverne og  fundet lidt guf til den historieinteresserede.

Gæstesolister ser vi gerne i Basic Big Band. Gennem tiderne har adskillige stjerner optrådt med bandet rundt omkring i landet. Vi nævner i flæng: Ivan Pedersen, Ole Boskov, Mads la Cour, Niels Henning Ørsted Pedersen, Niels Jørgen Steen, Finn Ziegler, Bobo Moreno, Michael Carøe, Thomas Franck, Henrik Bolbjerg, Vincent Nilsson, Jørgen Svare, Ole “Fessor” Lindgren, Ole Kock Hansen, Brad Turner/Canada..

Jubilæumskoncert 25 år

D. 12. november 2017 fejrede Basic 25-års jubilæum. Det er der kommet en lille video ud af:

Resten af koncerten kan ses på YouTube: https://www.youtube.com/playlist?list=PLXborMWCAAVeP_bwJtuGNOdMghIr38Ej7

Historiestumper

Januar 1992- Februar 1996 Dirigenten basunisten Peter Toft. 
Juni 1992 Første offentlige koncert, Hine anlæg, Rudkøbing. 
Juli 1992  Koncert, Jazzdage på Andelen, Ærøskøbing. 
November 1992 Koncert ved Langelands Jazzklubs 20. års. Jubilæum. 
Marts 1996- Februar 1997 Dirigenten saxofonisten Bjarne Lindenhoff. 
November 1996 Master-Class og koncert med den tidligere dirigent for Radioens big band, pianisten, arrangøren og orkesterlederen Niels Jørgen Steen. 
Marts 1997  Dirigent saxofonisten Gert William Knudsen. 
Oktober 1997  Master-Class og koncert med den svenske lead-trombonist og arrangør, fra Radioens big band og Tolvan big band, Vincent Nilsson. 
November 1997  Koncert med den verdenskendte bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen,(NHØP), ved Langelands Jazzklubs 25. Års. Jubilæum. 
Marts 1998  Hyldestkoncert til Count Basie og Duke Ellington. Solister: Årets fynske jazzmusikere 1997 saxofonisten Hans Mydtskov . Samt vokalisten Asbjørn Bech Jessen. 
April 1998  Master-Class og koncert med den svenske tenor – og sopransaxofonist fra Radioens big band, Tomas Franck. 
November 1998  Master-Class og koncert med den tidligere chefdirigent for Radioens big band, pianisten og arrangøren Ole Kock Hansen. 
November 1999 Master-Class og koncert med Radioens big band’s trompetsolist Henrik Bolberg Pedersen 
November 2000 Master-Class og koncert med dirigenten og trombonisten Bjarne Thanning. Solister: Vokalisten Bobo Moreno. Violinisten Finn Ziegler.
 
Marts 2001 Dansearrangement. Gæstedirigent Torben Sminge. Solist: Violinisten Finn Ziegler. 
Marts 2002 10 Års jubilæumskoncert. Gæstesolister: Tenorsaxofonisten Tomas Franck, Trompetisten Henrik Bolberg Pedersen og Vokalisten Bobo Moreno. 
August 2002 Dirigent trompetisten Alan Mifsud Sommer. 
Marts 2003 Koncert med trombonisten og orkesterlederen Ole ”Fessor ” Lindgreen fra Fessors big city band.
2004 Koncert med klarinetisten Jørgen Svare, kendt fra bl.a. Papa Bue’s VikingJazzBand
2005 April Koncert med Ole “Fessor” Lindgren og Nulle
2006 –  juli 2010  Dirigent, trommeslager Claus Bjerregård.
2008 Koncert på Amfiscenen Odense, solist Ivan Pedersen.
2008 Koncerter på Samsø og i København, solist Ivan Pedersen.
2009 Koncerter i Svendborg, solist Ivan Pedersen.
2009 Koncert på Amfiscenen Odense, solist Ole Boskov.
Februar 2010 vinder af DM for amatør bigband’s.
Maj 2010 Koncert ClubKlondyke i København.
August 2010 Dirigent, trompetist Thomas Buchreitz
November 2010 koncert i kultur/musikhuset Galaksen i Værløse.
2011 Forår/efterår Koncert på Askov Højskole, Vejen.
2011 November Koncert med den canadiske trompetist Brad Turner i Svendborg Borgerforening.
2012 4.November. Koncert i Borgerforeningen,Svendborg med Bobo Moreno og trompetisten Mads La Cour.
2013 26. oktober –  Fælles koncertarrangement med Langelandsgardens Brassband på Ørstedskolen i Rudkøbing. Solist Jesper Lundgård.
2014 Okt. Koncert i Borgerforeningen Svendborg med Vocalensemblet Exdjazz
2015 Nov. Koncert i Borgerforeningen med solisterne Bobo Moreno og guitarist Morten Nordal
2015 Marts – Masterclass med Kathrine Windfeld
2016 April – Masterclass med saxofonisten Ole Visby
2017 April – Workshop med Torben Sminge
2018 Januar Dirigent, trommeslager Claus Bjerregaard
2018 November. Koncert med Alastair Kay (trombone, Canada) på “Annexet” i Kerteminde
2019 Marts – 4 koncerter med Esben Just og Margrete Grarup
2019 December – workshop med Mads Pagsberg
2019-21 Koncert med Mathias Heise må aflyses flere gange pga. covid-19
2021 November: ny spillende dirigent bliver vores 1.alt Jesper Vognsgaard
2022 Marts – koncert på Svendborg Campingcenter
2023 – 30 års jubilæumskoncerter med Miriam Mandipira
2024 – Koncerter med Bo Stief og Poul Halberg

Anmeldelse – Club Klondyke

BASIC BIG BAND & 
SOLISTER: OLE BOSKOV, TORSTEN LEFMANN, MICHAEL CARØE & IVAN PEDERSEN


ANMELDELSE: John Overgaard, Stifter og formand for Lystrup Musikforening fra 2001 – 2007 
“Alt er udsolgt i Lystrup Musikforening”, proklamerede formand Ivan Pedersen, da han introducerede undertegnede som aftenens anmelder.
”Alt udsolgt” – var der også hos mig, da jeg forlod Club Klondyke og Krudttønden efter 3½ timers forrygende og hæs-”blæsende” musikoplevelse. Det er sgu hårdt at være debuterende gæst og anmelder på en gang hos Club Klondyke. Men jeg… nød det.
Bestyrelsen i Club Klondyke, har skabt et unikt musikkoncept, hvor musikerne har en trang, men levende og inspirerende legeplads. Og publikum er ligesom forældreparret, der sidder på en bænk og nyder ”børnenes” leg. – Og så rummet… den gamle stald på Svanemøllens Kaserne. 
Fordums vrinsken og prutten fra forsvarets fuldblodskavaleri, er erstattet af musikalsk vellyd af sang og trutten.
Aftenens første oplevelse var komikeren, Jan Svarrer fra Århus. En intertainer der med sin blændende mimik, skæve indfald og overraskende pointer fik latteren til at runge blandt publikum i Krudttøndens otte hestebåse. Hertil kan Jan Svarrer, bevæbnet med sin guitar levere finurlige sange om ”den jazzende giraf” og en ”snudebille-blues”. Et meget forfriskende bekendtskab fra Århus.
Basic Big Band overtog herefter de 19 tomme stole på scenen. Med bandets dirigent, Claus Bjerregaard i forgrunden, gav Basic Big Band mange sublime prøver på, hvordan et nyt Big Band efter mange timers øvning kan blive til. De 19 musikere i alderen 17 – 65 år afsluttede deres 1. set med en bragende flot udgave af Stevie Wonders, ”Sir Duke”.
Basic Big Band var helt klar til andet set, hvor Ivan P. skulle være solist. Helt klar var Ivan dog ikke helt. Det var noget med nogle jazz-takter der ”udeblev eller var for mange af” – ifølge Ivan.
Den atypiske start fik Ivan hurtigt rettet op på gav en dejlig version af ”Smoke gets in your eyes”.
Basic Big Band fik aftenen igennem den ene gæstesolist efter den anden. 
For Ole Boskov gik en gammel drøm om at synge sammen med et rigtigt Big Band i opfyldelse. Og det gjorde han rigtig godt med nummeret ”That’s life”.
Herefter præsenterede Ivan Pedersen næste solist, The Voice himself, Michael Carøe. Et dejligt gensyn med en vidunderlig sangstemme, der var kommet i det bedste musikalske rum hos Basic Big Band. De kom i en lind strøm, – Lets fly away – Once in my life – Can’t take that away from me og I got you under my skin, hvor Carøe sang duet med Torsten Lefmann, a la Bono og Frank Sinatra.
Torsten Lefmann og hans flotte sangstemme, fik også lov til at slutte aftenen af på scenen sammen med Basic Big Band, Ivan P. og Michael Carøe.

En velforsynet anmelder kunne køre til Jylland med en stor oplevelse rigere i bagagen.